Portræt af violinisten Kuno Kjærbye (f. 1959).

Kuno Kjærbye startede med at spille violin som 9-årig. Han fortæller, hvordan han som barn oplevede operaen Wozzeck og gik fra teatret svimmel og mættet af eventyr, musik og det store drama. Hans tilgang til musikken og til sit instrument var allerede dengang dybt influeret af andre kunstarter, og denne forbindelse mellem det musikalske, det visuelle og fortællekunsten har igennem hele Kunos liv været et samlende punkt. Det er således med et narrativt og omfavnende kunstbegreb, at Kuno både har været en ambitiøs violinist igennem snart tredive år og engageret sig i skabende musikalske samarbejder og projekter.

Som ganske ung, kun 15 år gammel, kom Kuno Kjærbye ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (DKDM) på violin. Allerede dengang havde han en spirende fornemmelse for komposition, men blev anbefalet, bl.a. af komponist Ib Nørholm, først og fremmest at blive en dygtig instrumentalist, for så senere at tage fat på det kompositoriske. Han debuterede fra solistklassen i 1985, med et års studier på New England Conservatory, Boston, USA, i 1982-83.

”På DKDM havde jeg Ejvind Sand Kjeldsen og Endre Wolf  som hovedfagslærere. Hos begge fandt jeg stor genklang og inspiration i min tilgang til den nye musik, som Alban Bergs opera Wozzeck er del og barn af: Mellemkrigsårene og tiden op til 1. Verdenskrig, hvor komponister som Stravinskij, Debussy, Ravel, Prokofiev, Bartok, Schönberg m.fl. opbryder romantikkens direkte favnende passion og giver violinen med dens mange facetterede udtryksmuligheder nye hovedværker i violinlitteraturen, som både er vildt ekspressive og samtidig nøgterne.

Det er musik som udnytter de virtuose landvindinger i violinteknikken, der var kommet til i forrige århundrede, men i en helt andet sags tjeneste:

”Hvad er fortællingen bag, hvad er din vision med at spille denne musik”,  som Wolf engang spurgte mig efter, at jeg havde spillet for ham pænt og ordentligt, ”- det lød som at se på en trædør”. Jeg kan huske, at min reaktion var, at det i det mindste var godt at det var en dør af træ og ikke af stål. Det blev værker af de komponister, jeg mest af alt spillede i mine studieår, f.eks Prokofievs

1. Violinkoncert, Stravinskijs Historien om en Soldat, og ved min debut spillede jeg Bartoks Solosonate for violin” .

Interessen for ny kompositionsmusik har dog ført til, at Kuno altid har spillet og hørt ny musik, og han har uropført musik af komponister som Ib Nørholm, Bo Andersen, Kim Kristensen, Svend Hvidtfeldt Nielsen og mange andre. Han har ligeledes spillet koncerter med det klassiske violinrepertoire, og giver stadig koncerter med værker som Cesar Francks Sonate og Bachs solosonater.

I 1998 dannede Kuno Letmark Kvartetten, som i de følgende 11 år uropførte en lang række værker af danske, lettiske og estiske komponister. Kunos mangeårige samarbejdet med kvartettens klarinettist Christian Larsen startede helt tilbage i konservatorieårene; og med pianisten Kirsten Beyer-Karlshøj har han i de senere år dannet duo.  Andre samarbejder omfatter cross over musikere som Kent Carter, Benjamin Ømann og Andreas Bennetzen. Kuno er desuden violinist i Music for the Mysteries, et crossover ensemble, der bevæger sig i et til dels keltisk og folketone inspireret tonesprog, som sætter myter, mysterietradtioner og legender i nutidig musik.

Kuno bevæger sig til stadighed mellem forskellige skabende platforme. Som musiker er han fascineret af udviklingsmuligheder og potentialet i de skiftende ståsteder, der på den ene side er det stringente, disciplinerede liv som violinist, på den anden side den frie kreativitet, som han både søger i improvisationen og i det kompositoriske.

I dette arbejde opstår anderledes og levende koncertformer. Det at tage musikken ud af koncertsalen og møde publikum på helt andre præmisser er blevet til koncertprojekter som Café Musaik (2011), hvor Kuno sammen med sin søn, den unge, talentfulde percussionist Benjamin Ømann, gik mellem forretninger og folkeliv i Roskildes gågade, og spredte miniaturekoncerter inspireret af deres møde med byen og de handlende.

Her skal også nævnes Biografkoncerterne (2006-07), hvor Kuno som kurator og idémand sammen med Letmark Kvartetten skabte billedkoncerter i biografer både i Danmark, Sverige og Estland. Den visuelle del af koncerten var den legendariske filmfotograf Henning Bendtsens (1925-2011) fotomateriale fra et helt liv, som her samledes for første gang til bestillingsværker fra danske og baltiske komponister. Kuno sagde dengang: ”Oplevelsen af billeder og levende musik i rummet er unik. Sammenstillingen af fotografierne og den ny musik skaber en bevægelse i tilskuerens bevidsthed, der baner vej til begge udtryk.”

I 2009 indledte Kuno et samarbejde med den fransk-amerikanske jazz-bassist Kent Carter. Sammen med Benjamin Ømann gav de koncerter i Danmark i 2011 and in Paris in 2012. En CD med liveoptagelser fra turneen i DK er under forberedelse. Kuno fortæller:  ”Jeg kan især godt lide dialogen mellem det at spille et klassisk værk med dets specifikke indstudering og forberedelsen af det improvisatoriske sprog – man øver sig jo også på en improvisation. På samme måde er vejen mellem kompositionen med alle dets overvejelser til det intuitive møde med andre musikere, som befinder sig i nøjagtig samme proces i det øjeblik noget, der giver inspiration til videre improvisation.”