+45 41 44 19 59 mail@kunokjaerbye.dk

OMFAVN ORDET

Omfavn Ordet

Musikkens Hus, Rytmisk Sal 24. november kl. 16.30

Velkommen til afslutningskoncerten for huskunstnerprojektet Omfavn Ordet. Siden starten af september har elever fra Mellervangskolen og Tornhøjskolen mødtes med digter Stine Rejnholdt og komponist Kuno Kjærbye i en undersøgelse af musik, lyd, digte og bevægelse. Sideløbende har musikskoleelever fra både Aalborg Kulturskole og Hjørring Musiske Skole mødtes, og har skabt musik til folkeskoleelevernes digte og bevægelser.

I projektets første periode, før efterårsferien, skabte eleverne en række lyd- og bevægelsesværker, der blev opført på Oceanariet i Hirtshals. Nu bliver anden halvdel, skabt på baggrund af elevernes egne digte, opført i Musikkens Hus. Resultatet er en række selvstændige udsagn, små værker, der både kan opleves hver for sig, men også er bundet sammen af det musikalske stof, skabt af Kuno Kjærbye og musikskoleeleverne, samt af deres fælles udspring i digte af Stine Rejnholdt.

Fremførelsen i Musikkens Hus er i høj grad en invitation ind i et lyd- og bevægelsesværksted, og skal ikke ses som et færdigt værk, men snarere et kig ind i de metoder til at have en kunstnerisk og sansende tilgang til sprog og krop.

Eleverne er i forløbet blevet præsenteret for helt nye måder at bruge bevægelse, ord og lyd på, og de er blevet indført i musikalske og kunstneriske arbejdsformer, samt i opførelsespraksis – hvordan man arbejder med en scenisk opførelse. Vi har oplevet, at eleverne har udviklet sig meget undervejs, og det har været en stor glæde at skabe Omfavn Ordet sammen med dem.

Vi håber, at dette kig ind i vores lydlige værksted vil vække nysgerrighed og glæde. Vel mødt!

Mange hilsner fra

Stine Rejnholdt og Kuno Kjærbye